Der var engang en Dronning i et lille land. Ja, sådan kaldte hun sig selv, men hun var nu ikke rigtig Dronning, for hun havde hverken krone eller slæb, og hun red ikke i karet trukket af seks hvide heste. Hun var noget, der hed Statsminister, men det lød jo ikke nær så fint, og derfor gik hun rundt og sagde, at hun regerede som en rigtig Dronning.
Hun boede i et slot af beton, med lange gange og mange kontorer, og alle folk måtte kalde hende fru minister, og når hun talte, så skulle de lytte.
En dag fik hun en idé, som hun syntes var meget klog:
"Alle folk går rundt og tænker deres egne tanker," sagde hun. "Hvem ved, hvad de planlægger? De kunne finde på at være uenige med mig!"
Så hun kaldte sine rådgivere til sig og sagde:
"Vi skal bygge en stor maskine – en usynlig én – som kan høre alt, se alt og vide alt! Så vil jeg vide, hvem der tænker skæve tanker, og jeg kan rette dem med mine love og regler."
Rådgiverne nikkede og bukkede og sagde:
"Som Dronningen befaler!"
Og de satte gang i arbejdet.
Snart begyndte folk at undre sig. Deres brevduer vendte ikke tilbage. Deres spejle hviskede, og selv havet så ud til at lytte.
"Er det vinden, der hvisker?" spurgte de gamle.
"Nej," sagde børnene. "Det er Dronningen!"
Men alt, hvad man gør i det skjulte, har en lyst til at komme frem i solen. Og det gjorde det også her. For en dag tabte Dronningens maskine en skrue – og så tabte den en hemmelighed. Og den hemmelighed fløj ud over hele landet og sagde:
"De lytter til jer. De ser, hvad I gør. Selv jeres drømme er ikke jeres egne!"
Der blev røre i det lille land. Mennesker rejste sig og sagde:
"Vi troede, vi boede i et frit rige – ikke et spejlkabinet!"
Og så skete noget, Dronningen ikke havde planlagt: Folk begyndte at hviske sammen i gaderne, skrive med usynligt blæk og mødes i hemmelige haver. Men de sagde det ikke højt, for de vidste, at nogen lyttede.
Dronningen smilede og sagde:
"Se, hvor stille og roligt landet er blevet. Nu tænker de som mig!"
Hun satte sig på sin høje stol og så ud over landet, hvor folk gik med bøjet hoved og lukkede munde. Men hun forstod ikke, at stilheden ikke var fred, og at tavsheden ikke var enighed.
Årene gik, og maskinen blev større og større. Den voksede ud af væggene, sad i lygtepælene og krøb ind i drømmenes sprækker. Børn lærte at hviske i stedet for at råbe, og gamle mænd glemte, hvordan man sang protestsange.
Til sidst var der kun én stemme tilbage i hele landet: Det var Dronningens egen.
Men så, en nat, hvor selv vinden var holdt op med at puste, skete det: Maskinen svarede hende ikke. Hun råbte:
"Er der nogen derude? Hører I mig?"
Men ingen svarede. Ikke fordi de ikke hørte – men fordi de ikke længere gad lytte.
Og det var den værste straf for en, der troede sig større end folket: At tale til et land, der har lært at være stille – ikke af respekt, men af ligegyldighed.
Det lille land blev så stille, så stille. Ikke fordi der var fred, men fordi der ikke længere var plads til ord.
Folk talte ikke højt. De skrev ikke længere læserbreve, de stillede ingen spørgsmål, og de kiggede ikke op, når Dronningens soldater gik forbi. For hvad nyttede det? Ordene blev alligevel vendt og drejet, til de sagde det modsatte af, hvad de mente. Drømme blev brugt imod drømmeren.
Dronningen smilede og sagde:
"Se, hvor velopdragne de er! De har forstået mig."
Men hun forstod ikke, at folkets ytringsfrihed nu var blevet tavshed.
Ikke af frygt. Ikke af respekt.
Men fordi tavsheden var det eneste, de endnu ejede, som ingen kunne tage fra dem.
Landet, som havde en af de højeste troværdighedsrater, blev nu et af de lande, der rummede de største løgne.
De talte sammen med blikke. De sang sange uden lyd. De skrev historier i hovedet, der kun blev læst bag lukkede øjne.
Og sådan gik det til, at landet blev det kedeligste land på hele kloden – set udefra.
Men indeni var det som en klokke, der aldrig ringer, en fugl uden sang.
Et folk, der valgte stilheden som deres sidste ord.
Og Dronningen? Hun talte stadig. Talte til væggene, til spejlene, til skyggerne.
For hun var den eneste, der endnu havde retten til at tale –
men ingen tilbage, der gad høre.
Men en dag kommer måske en ny Konge eller Dronning. En, der kommer for at redde folket.
Så det lykkeligste land i verden atter kan blive det lykkeligste folk.
Spørgsmålet er bare, om trolden allerede er flyttet ind –
og om vi nogensinde kan finde tilbage til de gamle dage.
